Mohammed

patienthistorier

Jeg hedder Mohammed og er 37 år. Jeg er vokset op i Det Forenede Kongerige, men har de sidste 10 år boet i Cairo, hvor jeg leder et softwarefirma. Jeg har en masse familie i Egypten, så det har været fint at bo der og rejse frem og tilbage til Det Forenede Kongerige.

I april 2011 fik jeg diagnosen akut myeloid leukæmi. Det er en kræftform, hvor kroppen producerer for mange hvide blodlegemer, og immunsystemet ikke længere virker som det skal. Jeg blev næsten straks sat i behandling. Leukæmi giver i sig selv ikke så mange gener – først of fremmest bliver man sløj og træt – men når immunsystemet ikke fungerer rigtigt, får man lettere infektioner. Det kan både være ubehageligt og yderst farligt.

Mens jeg var indlagt for at få min anden kemoterapikur, fik jeg høj feber. Lægerne kæmpede for at få feberen under kontrol med almindelige antibiotika. I tre dage var min temperatur helt ude af kontrol og nåede op på 40 °C, hvor det er ved at være farligt. Da lægerne havde fundet ud af, at der var noget usædvanligt ved min infektion, lykkedes det til sidst at få feberen under kontrol med en særlig kombination af antibiotika i høje doser. På det tidspunkt var det virkelig skræmmende ikke at vide, hvad det var for en infektion. En ting var leukæmien, men ingen vidste, hvad jeg havde fået feber af.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at jeg havde en infektion med bakterien Escherichia coli (E. coli), der normalt findes i tarmen. Af grunde, som lægerne ikke kendte, var jeg bærer af en meget antibiotikaresistent type E. coli. Ingen ved med sikkerhed, hvorfra jeg havde fået den, eller hvor længe den havde ligget i dvale i tarmen. Lægerne mente, at jeg kan have fået den i Egypten, fordi der har været lignende tilfælde af resistens der, og fordi jeg har boet der. Kemoterapien havde svækket mit immunsystem, så infektionen kunne få fat.

Så snart lægerne fandt årsagen til infektionen, blev jeg anbragt i isolation. Selv når jeg tager på hospitalet for at få kemoterapi, må jeg i ugevis ikke forlade stuen eller være sammen med de andre patienter. Sygeplejerskerne og lægerne følger strenge sikkerhedsregler for kontakt, og der bliver brugt specielt udpeget personale for at undgå at infektionen spredes. Under min tredje kemoterapikur fik jeg igen feber. Denne gang vidste lægerne, hvordan de skulle behandle den, og den blev straks bragt under kontrol. Det er selvfølgelig betryggende, at der er så meget kontrol, men at være i isolation er ikke sjovt.

Det mest skræmmende er at vide, at jeg måske altid skal leve med den bakterie. Lige nu er den under kontrol, og lægerne har håndteret det rigtig godt. Men selv når vi har fået bugt med leukæmien, vil der stadig være truslen om, at infektionen kommer tilbage. Jeg har aldrig tænkt på, at infektioner kan være livstruende, eller hvor hurtigt de kan blive farlige. Vi skal være glade for at have sådan et fantastisk sundhedsvæsen, men det er vigtigt at kende risiciene og søge læge med det samme, hvis man mener der er noget galt.

Kommentar: bemærkninger til journalen

Den E. coli, der blev isoleret fra Mohammeds blod, er resistent, fordi den producerer enzymet carbapenemase. Mohammeds E. coli producerede en carbapenemase, der hedder OXA-48 og ofte findes i bakterier i Middelhavsområdet, men også forekommer i resten af Europa og i den øvrige verden. Enzymet OXA-48 gør bakterien meget resistent mod en lang række antibiotika, også mod carbapenemer, som er en klasse antibiotika, der er absolut sidste valg, hvis intet andet hjælper.

Det lykkedes Mohammeds læger at behandle ham med de rigtige antibiotika, fordi de i tide havde taget prøver til laboratorium undersøgelser med dyrkning af bakterien og resistensbestemmelse for at se, hvilke antibiotika, der virkede mod hans bakterie.

Mohammed vil muligvis bære denne resistente E. coli i tarmsystemet i lang tid, og den vil måske kunne forårsage en ny infektion. Han vil være nødt til at tage antibiotika for at undgå infektioner, som han ellers risikerer at få i forbindelse med behandlingen for sin leukæmi. OXA-48 gør E. coli resistente mod så mange antibiotika, at det kan være en enorm udfordring, fordi der tilbage kun er få, han kan behandles med.

Hvis antibiotika ikke anvendes korrekt – hvis de bruges, når det ikke er nødvendigt, gives for længe eller for kortvarigt eller i en forkert dosis – kan det føre til at der dannes antibiotikaresistente bakterier og at disse spreder sig.

Det er vigtigt at bruge antibiotika forsigtigt og hurtigst muligt vælge det korrekte antibiotikum mod en infektion. Langsommelighed i valg af korrekte antibiotika er blevet sat i forbindelse med øget sygelighed og dødelighed, navnlig hos meget syge patienter som Mohammed.

Det er noget, der er vigtigt for os alle sammen. Resistente bakterier forekommer nemlig ikke kun på hospitalerne, men også uden for hospitalerne. Patienter, hvis immunforsvar er nedsat på grund af knoglemarvstransplantation eller transplantation af solide organer, har særlig risiko, fordi de er mere modtagelige for infektioner.