Paolo

patienthistorier
Paolo - Patient story

Paolo blev syg med en alvorlig urinvejsinfektion med en E.coli-bakterie, der var resistent over for mange typer antibiotika. Det tog to måneder og tre omgange med forskellige typer af antibiotika, før Paolos infektion var færdigbehandlet og bekæmpet. Ingen ved, hvorfra han blev smittet med infektionen.

Paolo er en 55-årig universitetsprofessor i Rom. I august 2010 var Paolo sejlet til Ponza, en lille ø ud for Italiens kyst alene i en motorbåd. Da han var ankommet til Ponza, bemærkede han, at han havde symptomer på en urinvejsinfektion. På dette tidspunkt tog han sig dogikke meget af det, da han troede, at symptomerne skyldtes dehydrering på grund af sommervarmen.

Men efter et stykke tid fik han feber med kulderystelser, og symptomerne på urinvejsinfektion blev værre. Han kontaktede sin svoger, som er læge og holdt ferie på Ponza. Hans svoger foreslog, at han tog ciprofloxacin. Ciprofloxacin er et antibiotikum i fluorokinolongruppen og er et af de oftest anvendte antibiotika ved urinvejsinfektioner. Ciprofloxacin kan tages i pilleform. Derfor er det let at tage, og normalt virker det godt mod urinvejsinfektioner. Han fik det imidlertid ikke bedre i de næste tre dage, og feberen aftog ikke. Alligevel blev han ved med at tage ciprofloxacin i mere end en uge , da han håbede at blive rask nok til at sejle motorbåden tilbage til Rom og få foretaget en grundig lægeundersøgelse med laboratorieprøver.

Paolo befandt sig på øen Ponza, hvor der ikke var mulighed for at få undersøgt en urinprøve for at finde ud af, hvilket antibiotikum der ville virke mod bakterien. Han var klar over, at lægen var nødt til at kende resultatet af dyrkningen fra urinprøven for at kunne udskrive det rigtige antibiotikum.

Af frygt for at blive meget syg turde han ikke sejle båden alene tilbage til Rom, så hans svoger tog med ham. Ved ankomsten til fastlandet tog han straks til et stort hospital i Rom, hvor han blev undersøgt klinisk og fik taget en urinprøve til dyrkning. Undersøgelsen bekræftede, at det var en kompliceret urinvejs-infektion. Desuden viste det sig, at han havde forstørret prostata. Dette blev antaget at have forårsaget infektionen.

Dyrkningsresultat viste, at han var inficeret med en bakterie af arten Escherichia coli (E. coli), der producerede en bredspektret betalactamase (ESBL) og var resistent over for en lang række antibiotika, herunder ciprofloxacin. Paolos E. coli var kun følsom over for amoxicillin/clavulansyre, trimethoprim-sulfamethoxazol, fosfomycin samt carbapenemer, som er en klasse antibiotika, der er sidste valg. Paolo måtte ikke få det orale antibiotikum trimethoprim-sulfamethoxazol, da han var allergisk over for det. Carbapenemer kan kun gives ved indsprøjtning i en vene, derfor kræver det hospitalsophold. Han fik ordineret amoxicillin/clavulansyre piller, som han tog i fire uger. Han fik det bedre, men fire dage efter afslutningen af behandlingen begyndte han at få feber igen, og symptomerne på urinvejsinfektion vendte tilbage.

Han ringede så til en ven, der er specialist i infektionssygdomme. Denne foreslog ham at tage fosfomycin piller i den korrekte dosis mod infektionen. Han tog denne medicin i 21 dage. Derefter svandt symptomerne, og siden har han haft det godt.

Kommentar: bemærkninger til journalen 

Mens Paolo var på ferie, fik han en kompliceret urinvejsinfektion med et E. coli isolat, der producerede bredspektret betalactamase (ESBL). ESBL er enzymer, der produceres af bakterier, oftest E. coli og Klebsiella pneumoniae. Det gør bakterierne resistente mod de fleste ß-lactamantibiotika, herunder penicilliner, cefalosporiner og aztreonam. Den E. coli, som Paolo var inficeret med, var kun følsom for amoxicillin/clavulansyre, trimethoprim-sulfamethoxazol, fosfomycin samt carbapenemer, som er det sidste valg ved infektioner med ESBL-producerende bakterier.

I dette tilfælde er det vigtigt at bemærke, at Paolos infektion med en højresistent E. coli ikke var erhvervet på et sygehus. Hans E. coli var navnlig resistent mod fluorkinolonerne, der er en klasse af antibiotika, der kan tages som piller mod urinvejsinfektioner, også når de er komplicerede.

Carbapenemer, som hans E.coli var følsomme over for, er de foretrukne antibiotika ved infektioner med ESBL-producerende bakterier. Bortset fra carbapenemer, der skal gives intravenøst og oftest kræver hospitalsophold, var der ikke mange antibiotika at vælge mellem, som samtidigt ville være effektive mod hans infektion, og kun få af kunne tages oralt.

Desuden var han allergisk over for det ene af dem (trimethoprim-sulfamethoxazol). Det antibiotikum, som Paolo endte med at få, var amoxicillin-clavulansyre, som han fik som piller. Selv om ESBL-producerende E. coli ved laboratorietest findes følsomme over for dette antibiotikum, kan det faktisk være ineffektivt, når det gives til mennesker. Dette kan være årsagen til at hans tilstand tilsyneladende bedre under behandlingen med amoxicillin-clavulansyre, men da infektionen ikke var udryddet, vendte den tilbage efter behandlingen.

Det er bekymrende, at sådanne højresistente bakterier bliver udbredt i den almindelig befolkning og medfører infektioner hos patienter, der ikke er i kontakt med hospitalsvæsenet. Verden over viser ESBL-producerende bakterier sig at være årsag til infektioner, der er erhvervet uden for hospitalet. Meget ofte er der tale om urinvejsinfektioner. Det er vigtigt at behandle dem med det rigtige antibiotikum, da disse højresistente bakterietyper kan gøre patienterne mere syge, så udfaldet bliver dårligere. Et vigtigt budskab til patienterne er, at det er nødvendigt at læger ordinerer det rigtige antibiotikum. Derfor skal man gå til lægen og få foretaget en mikrobiologisk undersøgelse.