Lill-Karin

patienthistorier

Jeg hedder Lill-Karin. Jeg er 66 år, og er pensioneret skolelærer med tre voksne børn og fem børnebørn.

Siden min mand døde, har jeg boet alene, og jeg bruger min tid på at læse, lave håndarbejde, skrive digte og rejse.

Jeg har flere gange været i Indien, men har aldrig været i Kerala, så i 2010 planlagde jeg en rejse dertil og fik det ordnet, så jeg skulle bo hos en lokal familie.

Jeg har flere gange været i Indien, men har aldrig været i Kerala, så i 2010 planlagde jeg en rejse dertil og fik det ordnet, så jeg skulle bo hos en lokal familie.

Alting gik meget hurtigt galt. Men vært hentede mig i lufthavnen, men inden jeg havde fået set byen, stødte hans bil sammen med en lastbil. Jeg fik et slemt benbrud og kom akut på hospitalet, liggende på gulvet i en ambulance.

På hospitalet lå jeg to dage på en plastikseng i et stort lokale, omgivet af syge mennesker. Jeg fik en skål vand en gang om dagen, men da mit ben var brækket, kunne jeg ikke selv gå hen for at vaske mig eller skifte tøj, så jeg lå bare der i varmen.

Til sidst kom jeg på enestue og fik en ny hofte. I Indien forventes det, at familien passer patienten på hospitalet; læger eller sygeplejersker så jeg derfor ikke meget til. Det var nogle meget ensomme uger, hvor min vært var mit eneste selskab, men til sidst fik jeg lov til at komme hjem.

Da jeg var kommet tilbage til Norge, måtte jeg straks indlægges.

Jeg lå i et særligt lokale, hvor alle, der kom for at besøge mig, skulle have særligt overtrækstøj på.

Lægerne fandt ud af, at der var en antibiotikaresistent bakterie i min urin. Jeg havde fået den fra det kateter, jeg havde ligget med under operationen i Indien. Jeg fik ingen symptomer af infektionen, men det var en meget svær tid for mig. Min familie havde en nyfødt, så de var bange for smitte, hvis de besøgte mig. Jeg gik også glip af bryllupper og barnedåb i familien. At være alene dengang var et hårdt slag, jeg følte mig meget langt nede og ekstremt isoleret.

Jeg var desuden bekymret for, at der skulle gå betændelse i operationssåret , for det var stadig ikke helet. Undertiden var jeg ikke sikker på, at jeg ville overleve.

Jeg er gudskelov nu helt rask og undgik at få infektion, men der var en periode, hvor jeg var meget bange for at blive forkølet eller noget der var værre Min tid på hospitalet lærte mig vigtigheden af streng hygiejne og brug af desinficerende håndvask og rengøringsmidler for at holde bakterier fra livet. Selv om det var en frygtelig oplevelse, har det ikke taget rejselysten fra mig; jeg er allerede ved at planlægge min næste tur til Kerala. Denne gang håber jeg at se landet, og ikke kun hospitalet.

Kommentar: bemærkninger til journalen

Mens Lill-Karin var i Indien, blev hun opereret for benbrud, og for at undgå infektion fik hun forebyggende antibiotikabehandling med linezolid. Da bakterier i Indien ofte er resistente fik Lill-Karin et special antibiotikum der hedder Linezolid. Ved indlæggelsen i Norge indeholdt hendes urin en variant af bakterien Klebsiella pneumoniae, der var resistent mod en lang række antibiotika. Bakterien menes at have koloniseret hendes urin fra et kateter, hun fik lagt op under operationen i Indien.

Bakterien var kun følsom for ét antibiotikum, colistin. Den var resistent over for alle følgende antibiotika: Alle ß-lactamer (penicilliner, cefalosporiner, carbapenemer og aztreonam), aminoglykosider, fluorquinoloner (f.eks. ciprofloxacin), trimetoprim/sulfamethoxazol og tigecyclin.

Man fandt ud af, at det pågældende isolat af K. pneumoniae producerer enzymet carbapenemase. Molekylær analyse viste, at isolatet indeholdt et gen, der får bakterien til at producere New Delhi metallo-beta-lactamase (NDM-1), som er en ny carbapenemase. Dette dna-element er fundet i mange bakterier og har bredt sig over hele verden. Bakterier med dette gen er resistente over for en lang række antibiotika. Det gør, at der kun er få eller slet ingen antibiotika, der virker. I dette tilfælde var bakterierne kun følsomme over for colistin. Det er et antibiotikum, der skal gives ved indsprøjtning i en vene og kan have mange bivirkninger.

I hele verden er der sket en stigning i andelen af sådanne højresistente bakterier. Disse bakterier kan udbredes på tværs af landegrænserne, hvilket ofte sker, når patienter overflyttes fra hospitaler i udlandet. Det er vigtigt, at lægerne er på vagt over for tilfælde, hvor patienterne har bakterier med denne form for antibiotikaresistens. Denne form for resistens er sjælden i Skandinavien, men rundt om i Europa har der været mange tilfælde i forbindelse med indlæggelse i udlandet.